TV2 bragte den 13. og 20. marts 2024 programserien “Et helvedes børnehjem” om den kommunalt ejede døgninstitution Nexus. Den tidligere institutionsleder klagede til Pressenævnet, og den 8. december 2025 offentliggjorde Pressenævnet en kendelse, der kritiserer en række forhold i udsendelserne.
Herunder kan du se den kendelse, som Pressenævnet pålagde TV2 at bringe. Under videoen kan du læse nævnets krav til TV2 om offentliggørelse af kendelsen. Du kan hente hele sagen på Pressenævnets hjemmeside HER.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV 2 at offentliggøre nævnets kendelse på tv-kanalen TV 2, som skal ske snarest på et tidspunkt tæt på samme tidspunkt som den kritiserede udsendelse og bringes i følgende udformning:
En speaker oplyser til et stillbillede af Pressenævnets logo:
”Pressenævnet har udtalt kritik af programserien ”Et helvedes børnehjem”, som vi sendte på TV 2 i marts sidste år.”
Billedet skifter til stillbilleder eller levende billeder fra den kritiserede udsendelse, der hjælper seerne med at identificere, hvad det er for en udsendelse, der kritiseres, hvad der klages over, og hvori Pressenævnets kritik består. Billederne må ikke indebære en krænkelse af klager eller af andres rettigheder. Under visningen af billederne oplæses:
”Programserien omhandler forholdene på Københavns Kommunes døgninstitution Nexus. I programserien fortalte blandt andet flere tidligere anbragte og tidligere ansatte om voldsomme fysiske magtanvendelser, og programserien indeholdt kritik af ledelsen på Nexus, som ifølge nogle tidligere ansatte havde opfordret til magtanvendelser og givet ros til ansatte for at være hårdhændede over for de anbragte unge.
Den tidligere institutionsleder Bo Løfberg har klaget til Pressenævnet over programserien, som han mener indeholder ukorrekte og misvisende oplysninger. Tidligere ansatte fortalte i udsendelserne, at ledelsen havde en præference for at ansætte personale med kampsportsbaggrund frem for pædagogiske kompetencer, og det blev blandt andet omtalt, at medarbejderne havde fået kursus i Krav Maga. En tidligere ansat udtalte i den forbindelse, at de blev trænet i at ”sparke, prikke i øjnene og slå på struben”, og der blev samtidig vist sekvenser af Krav Maga-udøvere. Det fremgik ikke, at Krav Maga-kurset efter det oplyste indgik som led i en personaledag. Nævnet er enig med klager i, at den konkrete omtale var misvisende, og at TV 2 derfor har overskredet rammerne for redigering i denne sammenhæng.
Det blev i forbindelse med en omtale af, at en anbragt var blevet ført bort til et sommerhus som straf ikke oplyst, at der forelå en aftale mellem den unge anbragtes forældre og sagsbehandler om, at Nexus’ sommerhus i visse tilfælde kunne anvendes. Nævnet er enig med klager i, at dette i den konkrete sammenhæng er en væsentlig oplysning, og at TV 2 ved at udelade denne oplysning har overskredet rammerne for redigering.
I programserien indgik også omtale af en hændelse, hvor en anbragt efter en voldsom magtanvendelse blev dømt for vold mod en af de ansatte, der var involveret i magtanvendelsen. Bo Løfberg har klaget over, at den samlede omtale af hændelsen kunne efterlade seeren med det indtryk, at han – ved at omskrive en indberetning af en ulovlig magtanvendelse som lovlig samt ignorere videoovervågning – var skyld i, at den anbragte uretmæssigt blev dømt for vold. Nævnet er enig med klager i, at der ikke er sket tilstrækkelig efterprøvelse af denne alvorlige beskyldning og kritiserer TV 2 for den konkrete redigering af omtalen.
Bo Løfberg har endvidere klaget over, at den definition af magtanvendelsesbegrebet, som seeren præsenteres for, er ukorrekt og misvisende. Pressenævnet er enig med klager i, at programseriens magtanvendelsesbegreb er misvisende, da det efterlod seeren med det indtryk, at programseriens omtale af antallet af magtanvendelser alene angik fysiske magtanvendelser, hvilket efter det oplyste ikke er korrekt. Nævnet er desuden enig med klager i, at TV 2 ved at udelade en oplysning om, at antallet af fysiske magtanvendelser i 2023 var nedbragt til 6 ud af i alt 67 magtanvendelser, overskred rammerne for redigering, idet det var med til at forstærke den samlede kritiske vinkling.
Bo Løfberg har også klaget over, at programseriens omtale af whistleblowerindberetninger er ukorrekt og misvisende, da omtalen gav indtryk af, at der allerede i 2013 var whistleblowerindberetninger om voldsomme fysiske magtanvendelser. Pressenævnet er enig med klager i, at den konkrete omtale af whisteblowerindberetningerne var misvisende og uden dækning i de faktiske oplysninger.
Af udsendelserne fremgår det også, at Bo Løfberg skulle have indberettet en ulovlig magtanvendelse som lovlig. Det fremgik imidlertid ikke, at der var tale om en magtanvendelse, hvor en ansat havde slettet en videooptagelse fra en anbragts iPad. Nævnet er enig med klageren i, at udeladelsen af denne oplysning var med til at give et ikke retvisende indtryk af forholdene på Nexus, idet den efterlod seeren med et indtryk af, at der var tale om en fysisk magtanvendelse.
Pressenævnet er således enig med Bo Løfberg i, at TV 2 ved at udelade væsentlige oplysninger, som gav et ikke retvisende indtryk af det samlede billede, har overskredet rammerne for redigering.”
Indslaget slutter med oplæsning af følgende til et billede af Pressenævnets logo:
”Pressenævnet har derfor udtalt kritik af TV 2 for at udelade væsentlige oplysninger.”
Er udsendelsen fortsat tilgængelig via en internetside eller lignende, skal indslaget, der indeholder Pressenævnets kritik, på tilsvarende vis gøres tilgængelig. Det skal ske på en sådan måde, at man ikke kan tilgå den kritiserede udsendelse uden først at have set indslaget, der indeholder Pressenævnets kritik.
Endvidere skal der ved udsendelsen (om muligt) være et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af udsendelsen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk.” Hvis udsendelsen er tilgængelig via en on-demand audio-visuel medietjeneste, skal der alternativt indsættes en URL ved udsendelsen.